1996 – 2024
You never said I’m leaving
You never said goodbye
You were gone before I knew it,
And only God knew why
A million times I needed you,
A million times I cried
If love alone could have saved you,
You never would have died
In life I loved you dearly
In death I love you still
In my heart you hold a place,
That no one could ever fill
It broke my heart to lose you,
But you didn’t go alone
For part of me went with you,
The day God took you home.
~~ Farvel min lille Supermule ~~
Super Mario var en maks. II’er pony fra 1996. Han er efter sigende en haflinger/new forest blanding. Endelig har jeg fået en rød hest på folden, og så er han ikke engang min – det er bare typisk. Super, som vi oftest kalder ham, er nemlig min datters.
Kært barn har mange navne, og Super Mario fik hurtigt fået mange her hos os. Han blev som sagt kaldt Super, men også Super Mule, Super Duper, Suppe, Basse og mange andre navne.
Super havde gået som elevpony i 15 år i et par rideklubber i Midtjylland. Jeg fandt også en inaktiv profil på Hestegalleri – måske en tidligere ejer. Her hos os skulle han nyde sin pension som hyggepony. Han blev stadig redet i dressur, spring og på skovture. Hanblev også trænet fra jorden med forskellige øvelser, lege og tricks.
Super var en rigtig skøn pony. De mange år som elevpony gjorde ham bare til den mest tålmodige lille fyr. Han kunne en hel del af en elevponys velkendte tricks. Det gjorde ham dog bare helt perfekt for os. Han var en god dreng, som vi kunne stole på, og samtidig var han også lidt udfordrende på nogle punkter.
Han kom ind i vores liv lidt ved et tilfælde, men beslutningen om at tilføje ham til vores lille flok var ret gennemtænkt. Han passede godt ind her sammen med os. Han fik ikke den bedste velkomst af Sedoj, men det blev bedre med tiden. Han gav min datter de dejligste tur i skoven og på vores lille ridebane. Hans skønne personlighed begyndte at skinne igennem, og han var bare en rigtig dejlig dreng. Der var så mange charmerende træk ved ham. Vi er glade for, at vi fik lov til at have disse år med Super og alt hans søde væsen og lidt skæve humor.
Super begyndte at tabe sig, men vi kunne ikke rigtig finde noget at sætte fingeren på. I januar måned blev han dog for alvor syg. En aften jeg kom i stalden, var han hævet op i hovedet, og hans vejrtrækning var forfærdelig. Han havde en feber på 41 grader. 2 dage før havde han 39 grader i temperatur, i går var hans temperatur normal, og så denne dag 41 grader. Jeg ringede selvfølgelig til dyrlægen, som kom så hurtigt, som hun kunne. Da jeg gik op for hente hende, havde Super lagt sig ned i boksen. Han havde desværre ikke lagt sig optimalt, så havde hovedet op ad væggen ind til løsdriften. Vi er overbevist om, at han havde lagt sig, for der var ingen skader eller tegn, der kunne passe, at han var kollapset. Det var dog tydeligt, at han ikke havde flere kræfter, at han var træt nu.
Dyrlægen lyttede på ham, og prognosen var ekstrem dårlig. Han havde væske på lungerne, og en tydelig mislyd på hjertet. Derudover havde han ødem i mulen. Det er utroligt, at alt det kan ske på så kort tid. Om morgen spiste han lidt foder, og gik derefter jo selv ud på folden til de andre, og stod og nippede græs og wrap. Han fulgte med de andre ind i løsdriften, og stod sammen med dem der. Det hele er bare så meningsløst, og jeg er efterladt med tusinde spørgsmål, og ingen svar.
Han var så dårlig, at bedøvelsen nærmest var nok til at aflive ham. Han blev dog selvfølgelig aflivet korrekt. Han rejste afsted med kys i panden og hundredvis af opmuntrende ord. Mine tårer trillede, da han trak vejret den sidste gang. Han rejste over Regnbuebroen dagen efter, at min datter var med ude, og hygge om ham. Han fik godbidder og gulerødder, masser af nus og kys. Det var nærmest som om, at han ventede på hende, men samtidig siger min fornuft, at det kunne han jo ikke.
Dagen efter blev Super hentet, og er nu stedt til hvile i det fineste område. De to andre drenge fik lov til at sige farvel til ham i løbet af natten, da Super jo blev aflivet i boksen. Han skulle ikke på benene eller trækkes væk fra de andre. Han kom over regnbuebroen uden hale, og hårene fra ham, skal laves til smykker og minder til min datter, der var så hjertens glad for sin Supermule, der altid var der for hende.
Det er så hårdt at miste, og især fordi det gik så hurtigt. Han gik igennem dyrlægens undersøgelse, inden tænderne blev ordnet, og alligevel må vi sige farvel 4 dage efter. Det var 4 hårde dage, hvor jeg kæmpede for, at han skulle få det bedre. På en eller anden måde frygter jeg, at det bedste valg slet ikke var, at tage ham hjem til os i løsdriften. At han, selv om han var træt af livet som elevpony, ville have haft det bedre, ved at blive på rideskolen. Frygten for, at jeg ikke gjorde det godt nok, og at det er min skyld, at han ikke er her mere. Tusinde tanker om alt det, jeg skulle eller kunne have gjort anderledes, selv om dyrlægen siger, at jeg ikke behøver have disse tanker.
Det hele er komplet uforståeligt, og lige nu føles løsdriften og folden bare lidt tom. Der er slet ingen rød smuk gammel dreng, der vrinsker velkommen, når vi kommer i stalden. Ingen sød mule og store brune øjne, der nysgerrigt kigger ind ad stalddøren.
Farvel kære Supermule, og tak for den tid du brugte med os. Mest af alt tak fordi vi lærte din sjove personlighed at kende, og tak for alle de dejlige bløde mulekys. Du var en helt særlig sjæl, og vi er så taknemmelige for, at have lært dig at kende. Men også undskyld. Undskyld Super, hvis det liv, som jeg gav dig, ikke var det du havde brug for. Undskyld, hvis jeg ikke gjorde nok.
